Tokyo Blue

K19 præsenterer videoinstallationen GLAM af Tokyo Blue
Fernisering fredag d. 21 april 2017 kl.16- 20, Julius Blomsgade 19, 2200 N

GLAM er et værk, der inviterer til nysgerrighed. Du kan som beskuer nyde den meditative æstetik og måske falder dine tanker på hverdagens sollys, der leger med skyggerne i din stue. Eller du kan bevæge dig længere ind i værket og lade dig opsluge af et poetisk værk, der driller ved konstant at forandres. Når du tror du har forstået og gennemskuet værket, er det forandret og nye farver og former leger med dig og vækker dig på ny.

Kunstgruppen Tokyo Blue har skabt GLAM til Udstillingsrummet K19. Tokyo Blue arbejder og eksperimentere med forholdet mellem farve, lys og rum. Videoprojektioner og reflekterende 3D-objekter transformerer udstillingsrummet til et fascinerende funklende univers af lys og farver. Beskueren oplever og påvirker installationen indefra og er selv en del af værket. Til GLAM har

Teis Frandsen skabt en lydkollage, der giver installationen en ekstra dimension af nærvær.

Med installationen GLAM har Tokyo Blue en stille ambition om at skabe en lomme af ro i en hektisk verden. Et rum der fascinerer og er rart. Med associationer til 80'ernes glimmer og glitter, er GLAM et uprætentiøst og nærværende værk, der svæver af sted mod stjernerne. 

Tokyo Blue har eksisteret siden 2011 og består af 3 medlemmer; Katrin Barrie Larsen, Silla Herbst og Astrid Espenhain, som alle til daglig arbejder professionelt med lys og rum. Gruppen har tidligere præsenteret værker på bl.a. Kulturnatten 2015 og Reflektorfestival 2016. Vil du vide mere: http://tokyoblue.dk/

Udstillingsperiode 21 apr. - 7 maj
Åbningstider: lørdag og søndag fra 12-16

Bedste hilsner
Anne Rahbæk Hansen