Steen Lund Holbek

Med udstillingen UDEN TITEL kan man i perioden 18. marts til 9. april 2017 opleve Steen Lund Holbeks nyeste værker.

Til udstillingen har Steen skabt en serie interessante malerier, der som udstillingens titel antyder, alle er værker uden titel. Steens malerier er abstrakte undersøgelser af rum og form. Målet er at opløse rum og form i en grad, som giver beskueren lyst til at gå på opdagelse i maleriet.

Malerierne er samtidig eksperimenter med materialer, stoflighed og tekstur. Den tekstur og stoflighed, som findes i Steens billeder, kan man ikke male sig til. Derfor arbejder han med både akryl og olie og anvender lim, latex, shellak, spartelmasse, skrivemaskinebånd, tape af forskellig art og andet han kan støve op. Som en anden Dr. Frankenstein mikser han det hele og anvender ofte en varmepistol til at fremkalde de særlige teksturer, der næsten altid findes i hans farverige malerier. Steen formår at håndtere de mange materialer og teknikker på en måde der gør, at hans malerier fremstår rolige og harmoniske.

Steen har altid været stærkt optaget af billedkunst. Efter et ophold på Holbæk Kunsthøjskole blev han i midten af 90'erne optaget på Gerrit Rietveld Kunstakademi i Amsterdam. Opholdet i Holland varede dog kun et par år, da den Københavnske musikscene trak så meget i ham, at han vendte tilbage til Danmark. Her har han siden både malet og arbejdet med musik.

Det er Steen Lund Holbeks anden udstilling i K19.